Messias i lufthavnen

22. december 2002. Chek Lap Kok International Airport, Hong Kong. Et efter et letter flyene udenfor. Skyerne hænger lavt over bjergene bag startbanen. Jeg finder min discman frem og sætter Messias på. Den er altid god, selv om Händel nok ikke havde forestillet sig, at den skulle høres her.

Men de uvante rammer giver teksterne ny mening. ”Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal.” (Es 40,4) Tænk, hvis bjerget udenfor ikke var der mere. Det ville sikkert gøre nogle ting nemmere. Og den fem år gamle lufthavn er bygget på en kunstig halvø i det sydkinesiske hav. Men meningen er nok mere symbolsk. Det kommer til udtryk i næste sats.

”Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt.” (Es 40,5) Da Jesus kom første gang, var det kun nogle veluddannede østerlændinge og en håndfuld hyrder, der så ham. Sådan bliver det ikke næste gang. Gud flyver nemlig ikke økonomiklasse. Han skal ikke igennem sikkerhedskontrollen for at komme frem til os. Nej, hans herlighed skal blive åbenbaret.

Flyet udenfor, som jeg skal med om en time, ser stort ud herfra, men på radaren bliver det bare til endnu en prik. Og selv med det hurtigste, almindeligt kommercielle transportmiddel tager det over 20 timer at komme til den anden side af jorden.

Men når Jesus kommer igen, skal alle folk se det i fællesskab. Det betyder, at vi ikke længere er adskilt fra Gud. Og det betyder også, at vi ikke længere skal være adskilt fra de mennesker, vi holder af. Uanset om de bor i København eller i Sydney eller slet ikke lever længere.

Jeg kan ikke forklare teknikken, men jeg stoler på, at Gud har en plan, hvor der ikke er hverken bjerge eller andre forhindringer i vejen. Det skal nok blive godt. Hvorfor? Fordi Herren selv har talt. Og så kan Boeing godt pakke sammen og flyve hjem.

Leave a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.