jævndøgn

lyset er kommet
frosten er varm
mægtige hvide masser der lagde hele landet øde
er reduceret til ynkelige bunker af gråt

selv forfalden storhed forgår ikke så let
spøgelser fra fortiden minder om mørkets magt
den nu tandløse vinter bekræfter livslysets flygtighed

var angsten uden grund?
for efter vinter kommer vår
jeg fornemmer jævndøgnets nåde
på ny vender verden den rette vej

hverken her eller der
to tider, én tid, en halv tid
men sneen smelter aldrig

(13.3.5)